Julekoncert: ”The Rose” med Jysk Akademisk Kor

Dørene åbner kl. 19.00. Max. 140 pladser. Billetpris: 100 kr. Bestil billet ved: organist@maarslet-kirke.dk

Det er i år lykkedes Mårslet Kirke at engagere Jysk Akademisk Kor til kirkens julekoncert. Koret har base i Århus og består af ca. 35 dygtige korsangere. Koret kunne i 2023 fejre 75 – års jubilæum og har i alle årene givet et stort antal koncerter over hele landet og bl.a. samarbejdet med Århus Symfoniorkester og Randers Kammerorkester.

Koret dirigeres af Nils Benedikt Meier, der kommer fra Leipzig. Han har en master i korledelse fra Det JyskeMusikkonservatorium og har desuden studeret musik på universitetet i Leipzig og på konservatorierne i Glasgow og Antwerpen. Endvidere er Nils en erfaren korleder.

Kom og nyd en dejlig aften, når Jysk Akademisk Kor byder indenfor til en stemningsfuld julekoncert! Under koncerten bliver vi ført igennem en perlerække af elsket julemusik fra både danske og engelske juletraditioner. Vi kan glæde os til velkendte klange, traditionelle værker og nye toner, når den skønne blanding af den danske og den engelske sangskat skaber juletidens stemning.

Billetter sælges først til mølle ved at skrive til vores organist på: organist@maarslet-kirke.dk

Mårslet Kirke: Fællessang for familier!

Som noget nyt inviterer vi til fællessang for alle aldre!

Bedsteforældre kan komme med deres børnebørn, forældre kan tage hele familien med – store søskende, små søskende.

Teenagere, babyer, mostre, onkler – alle er velkomne!

Vi skal bare synge og have det hyggeligt sammen!

Målet er at opleve sangens forenende virkning, på tværs af alder og andre forskelle.

Vi vil synge sammen i kirken en lille time. Det vil være både nye og gamle sange, som mange kender – og hvis ikke, så lærer vi dem sammen, så alle kan være med.

Man skal ikke tilmeldes, bare kom og vær med i den fælles sang!

Leder af fællessangen er Martha Nørholm, som selv har nydt at synge, fra hun var barn. Hun har arbejdet med kor i mange forskellige sammenhænge og arbejder i dag som kirkesanger.

Har du spørgsmål til arrangementet, kontakt: Anders Sørensen: 2169 7147

Juletræstænding og salmesang i kirken

Vi ser juletræet på pladsen foran kirken blive tændt, så det kan lyse op i skumringen i denne tid.

Ole Nørskov spiller og synger for, og vil børnene, efter juletræets tænding og kædedans rundt om træet til “Højt fra træets grønne top”, også i år formå at få kaldt julemanden frem, plejer der at falde en belønning fra julemandens sæk. De voksne er inden da blevet budt på gløgg.

Bagefter er der mulighed for at følge med ind i kirken og synge julesalmer, som vi vælger i fællesskab.

Træet vil derefter være tændt fra midt eftermiddag til midnat – og om morgenen 06.00 – 9.00 frem til 3. juledag.

Frokostpausen – et fællesskab for mænd

Vi mødes hver anden onsdag i sognehuset for at få en god snak – og lidt viden og inspiration. Programmet er typisk kaffe med rundstykker, foredrag og frokost. Det koster 50 kr. for frokost+vand/øl. Rundstykkerne gives af Mårslet Kirkes menighedsråd.

Tilmelding sker til: 40110175 – knud.lunderskov@gmail.com

Dåbsklude strikkecafé

I Mårslet Sognehus mødes strikkecaféen ca. en gang om måneden og strikker dåbsklude, som bliver foræret til de børn, der døbes i Mårslet Kirke.

Har du lyst til at mødes til en hyggelig stund og hjælpe os med at strikke dåbsklude og drikke en kop kaffe, er du velkommen til at kigge forbi.